Sundhedskor
Sangens Hus har udviklet konceptet Sundhedskor, der gennemføres i hele landet. Sundhedskorene styrker fællesskaber samt støtter borgere, der oplever udfordringer i forhold til deres sundhed og trivsel.
Hvorfor sundhedskor?
Vi ved, at det er vigtigt at blive stimuleret både fysisk, følelsesmæssigt, kognitivt og socialt igennem hele livet.
Problemet for mange mennesker er ikke mangel på viden om, hvad der virker, men derimod at finde energien og motivationen til at gøre det.
Sang og musik er passionsdrevne aktiviteter. Altså aktiviteter som vi udfører, ikke fordi vi skal, men fordi vi har lyst, og bliver glade af at gøre det. Samtidig påvirker sang vores hjerner og kroppe på en lang række positive måder.
Forskning viser, at sang kan forbinde os, forbedre den fysiske og psykiske sundhed, forbedre livskvaliteten og styrke fællesskaber.
Det skyldes, at sang er en aktivitet, der aktiverer den, der synger, på en lang række forskellige planer på én gang. Mens man synger, får man derfor mange positive sidegevinster, og det kan udnyttes effektivt og stimulere den samlede trivsel, hvis sangaktiviteten er tilrettelagt med det mål.
Den træning, der er så vigtig for os, kan altså “leges ind” ved hjælp af fx sang.
Vi er gået sammen med Randers Kommune og Team Frivillighed for at oprette endnu et sundhedskor i Randers og vi glæder os til at komme i gang. Har du eller en du kender, lyst til at gå i Sundhedskor kan du tilmeldig dig herunder.