Skip to content
Menu

Musiklærer-netværksdag 2024

D. 22 oktober 2024 – Fritidscenteret

Sangkraft Randers inviterer til netværksdag d. 22. oktober kl. 13:00 til 17:00.

Dagens indhold er tilrettelagt således, at første del (fra 13:00 til ca. 14:45) handler om at arbejde med de sange som alle 4. klasser i Randers kommune har fået tilbudt at synge sammen med Randers Kammerorkester til den årligt tilbagevendende julekoncert. Det plejer at være en kæmpe oplevelse for børnene, og de går derfra med julelys i øjnene. Flere lærere har dog ytret at de mangler det sidste for at være godt forberedte til koncerten. Hvis man lige går det sidste stykke med at få sangene ordentligt på plads, gør det oplevelsen mange gange større. Det er vidunderligt at mestre sangene, så man kan give den ordentligt gas med krop og sjæl.

Anden del af dagen (fra kl. 15:00 til 17:00) er et ERFA-møde. Tanken er at vi, som musiklærere ofte står alene med vores område ude på arbejdspladsen. De udfordringer man møder i hverdagen, er så meget lettere at tage livtag med, når man har nogen at sparre med. Et musiklærer-netværk er guld værd i forhold til at dele sine udfordringer og tankerne omkring det – og ikke mindst de løsninger man finder undervejs. Det er altså et uformelt delings-rum, som Sangkraft Randers faciliterer. Tilstede er også sangkonsulent Lise Alstrup fra Sangens hus, som nogle kender fra Sang- Bevægelse og Læring-forløbet.

Vi har stor respekt for jeres tid, og ved at det kan være svært at afse tiden i en travl hverdag. Derfor er det muligt kun at deltage i den ene del af dagens program, hvis det kun er den ene del, der er relevant for dig.

Dagen afholdes i Randers Fritidscenter i Kongressalen, Vestergade 15, 8900 Randers C.

Der vil være let forplejning, kaffe/te/vand, frugt og chokolade.

Musiklærer-netværksdag 2024

Sangkraft Randers gemmer de indtastede oplysninger, så vi kan kommunikere med dig om kommende relevante Sangkraft-aktiviteter. Du kan blive slettet i vores mailliste ved at sende en mail til kme@sangkraftranders.dk.