Skip to content
Menu
20260124_Anna_Anine

“Det er fedt med et afbræk fra den normale korprøve og spændende at få lov til at nørde med både åndedræt og hørelære”. Sådan lyder det fra Anna Elisabeth og Anine, der begge synger i kor i Sct. Mortens Kirke. Dem vender vi tilbage til lidt senere.

I lørdags var 55 unge sangere samlet i Sct. Peders Kirke til sangerudviklingsdag.

Det er en dag kun til ære for sangere i byens kirkekor, hvor der bliver nørdet med sangtekniske emner. I år er fokus lagt på sangerkrop og hørelære. 

 

Dagens undervisning

Dagens undervisere var Ena Egelund og Søren Nørbo. Begge undervisere har solid erfaring fra både undervisning på konservatorier og det udøvende professionelle musikliv. 

Ena Egelunds workshop handler om bevidstgørelse af kroppen, når vi synger. Ena skriver: “Vi skal øve os i at blødgøre vores ribben, så vi understøtter et bæredygtigt og hensigtsmæssigt stemmebrug”. 

Søren Nørbo fortæller om sin workshop:” Jeg vil introducere de unge sangere for trin-gehør og intervaller og forskellige metoder til at optimere deres gehør.”

Hensigten med hørelære og trin-gehør er at styrke sangernes orientering i musikken og gøre dem opmærksomme på hele nodebilledet. Når man arbejder på denne måde, styrkes sangernes evne til at lære satsen og deres stemme hurtigere og samtidig trænes ørerne til at lytte til egen stemme og de andre sangere omkring dem. 

Men hvorfor skal der være en sangerudviklingsdag? 

Hensigten med sangerudviklingsdagen er både at styrke trivslen og det sangtekniske. Det er vigtigt for de unge sangere at have en hyggelig dag sammen med et spændende og lærerigt program. 

Det bedste ved dagen

Nu vender vi tilbage til Anna Elisabeth og Anine. De har sunget i kirkekor i henholdsvis 1 og ½ år. Begge sangere er enige om at de har lært meget til dagens workshops. “Vi har lært at trække vejret på den rigtige måde, at der er forskel på at synge med luft fra mellemgulvet, fordi det giver mindre pres på stemmen end med luft fra brystkassen. “Det betyder også at vi synger uden at risikere at ødelægge stemmen og at vi derigennem passer på vores stemme.” Og de fortsætter: “Det var fedt, fordi vi fik nogle redskaber til at blive bedre til at læse noder direkte fra bladet. “Det er en virkelig nyttefuld færdighed som korsanger.”