Skip to content
Menu
Hjerneuge_grafik1

Du ved sikkert allerede at det at synge er godt. Men måske vidste du ikke, at sang er særligt godt for hjernen? Sang er godt for hjernen, fordi det at synge træner koncentration og hukommelse. Det styrker sprogområderne i hjernen og kan hjælpe ved talevanskeligheder. Når sang og bevægelse sættes sammen f.eks med klap eller body percussion, kan det hjælpe hjernen med at styre kroppens bevægelser. Body percussion er hvor man bruger kroppen istedet for percussion instrumenter. Det kan f.eks være klap på bryst, knips, tramp og klap. Alle disse egenskaber er gode for alle, men især gode, hvis man har en erhvervet hjerneskade.

I uge 11 sætter hele verden fokus på hjernen under Brain Awareness Week = Hjerneugen. I Danmark fejres Hjerneugen landet over. I Randers står Hjernecenter Randers for markeringen af Hjerneugen. Der er både foredrag, åbne værksteder og udflugter til Fladbro skov med dygtige neuroundervisere, som fortæller om rehabilitering i naturen og om hvordan naturen kan bruges til at regulere nervesystemet.

En anden måde at træne sin hjerne på er at synge i neurokor. Neurokor er et motiverende og lystbetonet rehabiliteringstilbud for mennesker med neurologiske skader. Det er udviklet af Sangens Hus i samarbejde med Danske Korledere og Dansk Musikterapeutforening. Neurolog Erik Johnsen har været med til at udvikle neurokor: ”Hjernebølgerne svinger i takt til musikken, og når vi synger – og bevæger os koordineret til det, vi synger – træner vi en række kognitive funktioner,” siger han.

Der er også et neurokor i Randers. Det er et samarbejde mellem Hjernecenter Randers og Sangkraft Randers og ledes af korleder Sisse Hellemann. Neurokoret mødes hver onsdag formiddag, hvor der synges og trænes. For det at gå i neurokor skal anses som træning – hjernetræning. Og fordi det er udfordrende samtidig med at det er sjovt, bliver korsang til en motiverende og meningsfuld træningsform.

Gitte Lopdrup er daglig leder af Hjernecenter Randers og hun er meget glad for at neurokoret er blevet en realitet. Hun fortæller: “Der var en pårørende, som spurgte mig, hvorfor der ikke var et kor her ved Hjernecentret, og kort tid efter blev jeg kontaktet af Sangkraft Randers, som var interesseret i et samarbejde, så det passerede perfekt!” Hun fortsætter: “Det giver så meget mening at have et neurokor, for det styrker både stemmen og hjernen.” Korleder Sisse Hellemann uddyber: “At gå i neurokor skal styrke både det sociale, det følelsesmæssige, det kognitive og det fysiske. Og det allervigtigste er, at det skal det være sjovt at synge i neurokor!”

Gitte tilføjer: “Der er en helt særlig stemning i huset, når der kan høres sang fra caféen. “Der sker noget helt særligt, når vi synger sammen, for det er svært at være sur, når man synger!”

Har du eller en du kender lyst til at synge i neurokor, så kan du kontakte Hjernecenter Randers og høre nærmere.