Skip to content
Menu
oplus_33

Sangkraft Randers er i øjeblikket på besøg hos en række af kommunens 2. og 3. klasser. 4 skoler har nemlig indtil nu booket tilbuddet ”Fællesskab med sanglege og korsang” via kommunens Ud og lær-portal dette efterår. 

Hanne Lund Nielsen er den ene af de to sangpædagoger, der besøger skolerne. Hun fortæller om tilbuddet:

– Vores mål er at give børnene smag for at synge. Vi ved jo, at sang styrker fællesskabet, og så er det også godt for kroppen og for koncentrationen.

Hanne forklarer, at de 45 minutter, hun har med hver enkelt klasse, starter med fælles opvarmning og en goddag-sang, og så er der ellers forskellige rytme-øvelser:

– Vi bruger kroppen – både ved at danse og ved at lave en rytme-fabrik, som vi kalder ”skoletaske-jam”. Her handler det om at finde en ting, lave en rytme og nå frem til en fælles puls. Der er også sange med fagter til. Når man sætter krop bag stemmen, synger man nemlig meget bedre og mere frit.

Når sangtimen er slut, håber Hanne, at børnene har haft en dejlig oplevelse med at synge – og at de måske er blevet så grebet, at de har lyst til at fortsætte:

– Vi har altid en liste med over de kor, der findes i området (skolekor, kirkekor og lignende). Og så fortæller vi om vores årlige KorCamp, som jo er et sommerferie-tilbud for alle børn i alderen 8-12 år.