Skip to content
Menu
nordiskvokal

– Vi giver det bedste, vi overhovedet har. Der er mange gode kor med fra hele verden, så der bliver hård konkurrence. Dét fortæller korleder Vibeke Bonde Persson, som i disse dage deltager i European Choir Games i Aarhus, i spidsen for det Randers-baserede Nordisk Vokalensemble.

Op til 6.000 korsangere fra 35 lande medvirker i korfestivalen, der startede i Musikhuset i Aarhus i lørdags. Festivalen byder på korsang inden for alle mulige genrer. Der er koncerter, syng-med-arrangementer og workshops – og så altså konkurrencer mellem de forskellige kor. Nordisk Vokalensemble deltager i to kategorier: kammermusik og sakral musik, og koret har øvet i lang tid for at blive klar, forklarer Vibeke:
– Vi har haft øveweekend, korprøver og stemmeprøver. De sidste par uger har vi desuden haft optaktskoncerter rundt om i landsdelen, hvor vi har sunget vores konkurrencerepertoire for at få det prøvet godt af. 

Styrker talentudvikling

Nordisk Vokalensemble har eksisteret siden 2019 og består af 24 rutinerede sangere i alderen 25-37 år, som har sunget i kor i mange år. Korets mål er at levere optrædener af god kvalitet og forsøge at samle de bedste sangerkræfter. Nordisk Vokalensemble samarbejder desuden med Sangkraft Randers om at styrke talentudvikling i området, fortæller Vibeke:
– Vi har et ønske om, at spirende sangere kan komme og få et ”indblik i maskinrummet” og både lytte og synge med ved udvalgte arrangementer. F.eks. holder vi – hvis alt går vel – en åben prøve for både korledere, organister og korsangere i efteråret. 

Skulle du få lyst til at følge Nordisk Vokalensemble i konkurrencen, kan du høre dem til European Choir Games i Aarhus henholdsvis fredag den 4. juli kl. 16.00 i Skt. Lukas Kirke og lørdag den 5. juli kl. 10.30 i Lille sal i Musikhuset. 

Der er fri entré til konkurrencerne.